lørdag den 5. september 2015

Frankenstein - Mary Shelley

Victor Frankenstein er en ung og ærgerrig videnskabsmand, , der drømmer om at skabe sit eget levende væsen - af rester af lig!

Han har opdaget, hvordan det kan lade sig gøre og forestiller sig at skabe noget smukt, men sådan går det som bekendt ikke.

Han skaber et monster, som han ikke kan holde sig af, og så går det løs. Monsteret flygter, lever som udstødt og indleder en uhyggelig vendetta for at påkalde sig Frankensteins opmærksomhed.


Den her har jeg villet læse længe, og da jeg fandt den på Mofibo (godt nok på engelsk) tænkte jeg at den måtte føjes til min altid voksende læseliste.
Men der har den så også stået et stykke tid, så det var først da jeg opdagede udfordringen #flyvehjoernet på Boghjørnets og Flyvmedmig's blogs, at jeg kunne få taget mig sammen.

Kort fortalt har Boghjørnet og Flyvmedmig fået den dejlige idé at lave en krukke fyldt med udfordringer, og september måneds var: 
Læs en bog, der har stået på din TBR-liste i over 2 år.

Og det har Frankenstein i hvert fald gjort. Hvis ikke længere. Jeg kender selvfølgelig historien, har set forskellige film og spin-offs, men aldrig læst den originale version.

Det sjove er, at den faktisk slet ikke var, som jeg havde forventet mig. Og det skyldes jo selvfølgelig nok at man er farvet af de forskellige filmatiseringer. 

Og det er jo en fremragende historie, så original og på den tid ganske kontroversiel. For det første var hun en kvinde og for det andet kun 20 år gammel. Historien blev til en sommer i 1816, som hun tilbragte ved Geneve-søen i Schweiz sammen med sin mand Percy Shelley, John Polidori og Lord George Byron. Da vejret var ganske forfærdeligt kom Lord Byron på den idé, at de alle skulle skrive en historie, der skulle få blodet til at isne i årerne.
Hvilket "Frankenstein" gjorde. Ikke bare var den barbarisk og grusom og desuden havde den science-fiction elementer i sig, hvilket heller ikke var set så ofte dengang.

Hvad der overrasker mig mest ved denne historie er tilgangen til historien. Det starter med en mand, der skriver et brev til sin søster Margaret, hvori han fortæller om en mand, han samler op fra en isflage i det nordlige ishav. Den mand er ingen andre end Victor Frankenstein, skaber af monsteret. Og i brevene genfortæller han så den beretning at Frankensten fortæller. Og i den historie er der en historie, hvori der yderligere er en historie.
Altså en historie, i historien, i historien, i historien.

Den var godt nok ikke gået i dag! Jeg tror ikke jeg har arbejdet sammen med en eneste redaktør, der ikke ville have sagt: "Det er en god historie, men du bliver simpelthen nødt til at rette plotlinjen en anelse ud." :-)

Derudover hørte jeg den læst op som lydbog. På engelsk. Nej, ikke engang. Det var høj-britisk og ydermere var det en skuespiller ved navn Richard Pasco, der virkelig lagde følelser i.
Det hensatte mig virkelig til 1800-tallet, så det var en rigtig god oplevelse.

Forlag: Penguin Audible Books
ISBN: 978-014119896-5
Sider: 288
Lydbog


Ingen kommentarer:

Send en kommentar