torsdag den 6. august 2015

Skarpe genstande - Gillian Flynn


En ung kvindelig journalist sendes af sin redaktør tilbage til sin hjemby i Missouri, hvor der er sket et mord på en lille pige. Under hendes ophold findes liget af endnu en lille pige. 

At rapportere om hændelserne bliver vanskelig, for hendes familiebaggrund synes uløseligt knyttet til mordene.

En intens thriller om cutting, at skære i sig selv.



Det er ikke tit jeg giver 6 hjerter, men denne her roman fortjener det helt bestemt. Allerede første gang jeg læste den, var jeg vildt betaget af den, og nu et par år efter, er jeg stadig vildt betaget.

For det første på grund af skrivestilen, man kommer helt ind under huden på Camille, der vender hjem til sin mor, stedfar og stedsøster. Man mærker tydeligt at der er noget virkelig galt i familien, der udadtil er ganske harmonisk og fin ud.
Men bag facaden er der dysfunktionalitet for alle pengene, og Camilles modvilje mod at være der, at være sammen med sin familie er næsten håndgribelig.

For det andet er det en skræmmende roman om sygdomme, som man ofte hører om, men sjældent ser beskrevet. Og da slet ikke med en indlevelse som her.

Alle bogens personer er beskrevet så fantastisk godt - så detaljerede og nærværende - at man føler at man kan se dem for sig. Mærke dem.

Og slutningen ... den vil jeg naturligvis ikke afsløre, men den snigende mistanke som opbygges under hele romanen, og som man egentlig helst ikke vil tro på, bliver mere og mere anmassende og nærværende, indtil kulminationen til slut.

Fantastisk debutroman!

Yndlingscitatet er stadig det samme, som i min første anmeldelse

Richard ville have mig til at vise ham alle byens hemmelige steder, de små kroge, som kun de lokale kendte til. De steder, hvor folk mødes for at bolle eller ryge hash, hvor teenagerne drikker og folk sidder i ensomhed og funderer over hvornår deres liv var begyndt at smuldre. Alle har et øjeblik, hvor livet løber af sporet.
Mit var den dag, Marian døde. Dagen, hvor jeg tog kniven i min hånd, kom på en tæt andenplads.

Jeg har læste hendes anden roman "Mørke steder" også, og som jeg mindes den, var den også ret fantastisk. "Kvinden der forsvandt" har jeg stadig til gode, men den skal helt klart læses.

Ulempen ved at læse sådan en fantastisk roman om cutting er jo så at - nu hvor jeg selv er i gang med en cutting roman (i en helt anden genre dog) - jeg bliver vildt intimideret. Jeg vil aldrig kunne ramme den tone, som hun gør her, men forhåbentlig bliver resultatet godt alligevel. :-)

Forlag: Jentas
ISBN: 978-87-767730-76
Sider: 312
Medie: Lydbog - 8 timer og 25 minutter - Githa Lehrman

Ingen kommentarer:

Send en kommentar