lørdag den 21. juni 2014

Dolores Claiborne - Stephen King

Bagsidetekst:
Dolores Claiborne er en gammel, klog kvinde. Hendes livsvisdom kommer af hårde erfaringer. Hun ved at hun har gjort meget forkert her i livet, men da hun beskyldes for mordet på den rige kvinde, hun var selskabsdame for, bliver det for meget.
For selv om hun ikke kom særligt godt ud af det med sin ualmindeligt ondskabsfulde arbejdsgiver, der i årevis var tæt på at være sindssyg, så er det ikke hende, der har slået hende ihjel.

De unge politisnuder, der afhører hende, skal ikke pådutte hende noget, hun ikke har gjort! Så vil hun hellere fortælle dem om, hvad hun har gjort.

Dolores har nemlig haft en ægtemand, der drak, slog hende og gjorde det, der var værre. Dolores har været en tålmodig kvinde, men en dag fik hun nok. Det var den dag, der var solformørkelse på den lille ø i staten Maine, hvor de bor. Den dag, hvor hendes mand, Joe, endnu engang gik over stregen ...

"Dolores Claiborne" er en skiftevis meget morsom og meget uhyggelig roman og helt anderledes end noget andet, Stephen King har skrevet før. Det er en enkel og stærk historie og samtidig et fantastisk kvindeportræt.



Jeg har ikke læst denne bog i årevis, men nu hvor jeg pludselig ikke havde flere anmeldereksemplarer at kaste mig over (jo et par stykker, men nu trængte jeg lige til noget andet), faldt mit blik på denne bog, som jeg kan se, at jeg anskaffede mig tilbage i 1995. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har læst den, men et par gange før i hvert fald.

Og det er en fantastisk bog. Selvfølgelig er jeg forudindtaget, jeg indrømmer gerne, at jeg anser Stephen King som værende genial, men ikke desto mindre.
Det er ikke på grund af plottet, for historien er ganske enkel, men fordi han med så få virkemidler kan skabe en levende fortælling.
Især fordi hele fortællingen kun består af Dolores, der fortæller sin historie på politistationen. Ikke andet ... kun Dolores der fortæller.

Og det er det fantastiske. Rent teknisk er det mesterligt at være i stand til at skabe en medrivende historie på de præmisser.

Dette er så også en af de romaner, der igen modbeviser hans omdømme. Han kan sagtens skrive andet end thrillere og splatterhistorier. Dolores Claiborne er en rørende fortælling om en mor og kvinde, der forsøger at holde sammen på det hele, der formentlig kun kan overleve på sin barskhed.

Som hun siger:
Sometimes being a bitch, is all a woman has to hold on to.

Forlag: Bogsamleren
ISBN: ?
Sideantal: 300
Eget slidt eksemplar





Ingen kommentarer:

Send en kommentar