mandag den 8. april 2013

Venskab - Isfolket 5 - Margit Sandemo

Året er 1625. I Europa raser Trediveårskrigen, og også Isfolkets unge mænd er involveret i den. Cecilie Meiden, Tengels barnebarn, er stadig ansat ved Christian IV's hof.
Kongens børn, især hendes yndlinge Anna Katrine og Leonora Christina, giver hende nok at bestille, mens kongen er draget i krig.
Men Cecilie er kommet i uføre. Hun er blevet gravid - med en gift mand, som oven i købet er præst.

Hendes gode ven Alexander Paladin står også foran en katastrofe. Rygterne siger, at han har begået en utilgivelig synd, som sædvanligvis straffes med døden ...

Cecilie og Alexander finder sammen i et fornuftsægteskab, der dog halter lidt i præmissen, da hun nærer væsentligt varmere følelser end han gør.

Brødrene Trond og Brand blev tvangsudskrevet og fungerer nu som fodfolk i krigen, og ikke langt fra dem er deres bror Tarjei, som mod sin vilje blev involveret i krigen, da han var på vej til universitet i Tübingen. I samme regiment er Alexander Paladin uden at vide hvor nær han er på andre familiemedlemmer.

I krigens voldsomheder bliver det endelig afsløret hvem af de tre brødre, der var den generations ramte. Blodet og kamptummelen bringer de onde egenskaber frem og han er lige ved at myrde en af sine brødre, da forbandelsen bryder ud i lys lue.

Alexander Paladin vender hjem til Gabrielshus og Cecilie, hårdt skadet, hvilket sætter både forhold og følelser på hårde prøver.

Dette er også en af de gode bøger. Cecilie er et dejligt menneske at følge og hendes viljestyrke og ukuelighed er opløftende at læse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar