Den er morsom, underholdende og parodierer genren med den ædle ridder og især hans selvforståelse.
Erik Jernhånd er den ældste søn i et kongedømme og har som sådan altid trænet til at være nobel, ridderlig og være i stand til at dræbe drager, trolde og hvilke andre fjender der måtte dukke op.
Han kan alle ridder Constantins bøger udenad, og ved alt hvad der er værd at vide om riddergerningen.
Noget overraskende for ham, er det hans yngre bror, den langt mere administrative John, der udpeges som arvtager til tronen.
Det fører til at Erik Jernhånd må drage ud i verden med de 117 kongeriger på jagt efter en nødstedt prinsesse, som han kan redde og dermed få det halve kongerige.
Undervejs samler han nogle hjælpere op, hvilket er meget genkendeligt for genren, men disse personer er både underholdende og varieret beskrevet.
Der er Alikazar, den halve skovtrold, som vist egentlig ikke har så meget troldeblod i årerne, som han gerne vil give indtryk af på grund af hans behårede undersætsige skikkelse.
Der er Maria, den trolddomskyndige kvinde, der viser sig at være både menneskelig og indtagende.
Og så er der min absolutte favorit; Don Marco el Torro Fernando de Flamingo, der konstant fortæller at han har dræbt 1000 fjender og lavet den elskov med 1000 kvinder. Et tal, der langsomt stiger efterhånden som bogen skrider frem. Ham kan man kun elske. :-)
Nu vil jeg selvfølgelig ikke afsløre hvorvidt Erik Jernhånd får sig en prinsesse og et kongerige, men plottet er rigtig godt funderet med gode nutidige paralleler selv om den er tro mod sin genre og sit univers.
Historien er underholdende og morsomt beskrevet, så den kan klart anbefales.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar