fredag den 30. juli 2010

Den lange vandring - Stephen King

Det her er, i mine øjne, den bedste Stephen King bog overhovedet. Og så er det faktisk ikke engang en King, men en Richard Bachman.

Jeg læste den tilbage i 1995 og har tænkt på den med jævne mellemrum. Jeg har også forsøgt at købe den, men uanset hvor tit jeg besøger boghandlere og antikvarer, så er der ingen, der har en udgave.
Ret træls, for det her er en bog, der kan tåle ofte genlæsninger.

Præmissen er såre simpel (og det er sgu nok det, der gør den genial). Vi er i en nærmere ubestemt fremtid, i et fascistisk og barskt USA, det ultimative reality-show "Den Lange Vandring" skal til at begynde. Reglerne er simple. 100 drenge begynder at gå, går de langsommere end 6 km i timen, får de en advarsel, bryder de andre regler, får de også en advarsel, og ved 4 advarsel, bliver de elimineret fra konkurrencen. Med andre ord ... de bliver skudt.

Her er ikke splat i uanede mængder, men utroligt fine beskrivelser drengene imellem, deres spirende venskaber, på trods af at de ved at de næppe overlever og deres tanker i dette vanvid.

Nu har jeg så lige googlet lidt, og kan se at instruktøren, der også stod bag ved "En Verden Udenfor" og "Den Grønne Mil" faktisk har rettighederne til denne film, og jeg håber virkelig at han engang får den lavet. Den kunne blive RET god, er jeg sikker på.



Nætter i Berlin - Arthur Solmssen

Faktisk en meget interessant bog. Anden verdenskrig ved vi alle en hel masse om, første verdenskrig en smule, men tiden i mellem de to krige, vidste jeg i hvert fald ikke ret meget om.

Derfor blev jeg også hængende i en bog, hvor tidsspringene drev mig til vanvid og hvor hovedpersonen er flad som en pandekage. Det mindede mig i den grad om "Den Store Gatsby", hvor hovedpersonen er lige så triviel, at det slet ikke undrede mig da Solmssen pludselig henviste til ham.

Men på trods af det, er den som sagt meget interessant. Der er mange ting, man ikke ved fra den epoke, og efter at have læst den, forstår man bedre, hvordan Hitler kunne komme til magten.



tirsdag den 27. juli 2010

Phantom - Spøgelset i operaen - Susan Kay

Jeg havde læst denne bog før, og jeg mindes at den også dengang gjorde et stort indtryk. Denne gang var jeg absolut bjergtaget.

Susan Kay har her givet sig i kast med at fortælle om den barndom og det liv han måtte have haft, for at gøre ham til den, han blev.

Man sidder med tårerne i øjnene da man læser hvordan det lille barn blev såret, da hans mor nægtede ham et kys til sin fødselsdag. Andre menneskers ondskab kan jeg leve med, men en mor, der ikke kan kysse sit barn fordi han er deformt? Hvor modbydeligt og stygt, for alle parter ...



torsdag den 22. juli 2010

Efter solnedgang - Stephen King

Tja, hvad kan man sige om novellesamlingen her? Egentlig kan jeg bedst lide hans romaner. Jeg elsker den måde King formår at få læseren til at FØLE omgivelserne på, når han på god plads kan gribe fat i os og trække os ind i hans verden.

Den evne har han også i novellerne, men generelt med noveller har jeg det sådan at jeg har lyst til at læse mere. Jeg er nok bare en "roman-person".

Nogle af novellerne er forudsigelige, andre overraskende, men alle som én har de hver især noget specielt over sig.

Men ok, jeg er nok også forudindtaget, jeg læser jo (og begejstres) og hvad som helst den mand formår at skrive, og jeg synes at han bliver bedre og bedre med alderen.



tirsdag den 20. juli 2010

Det forsømte forår - Hans Scherfig

Hmmm ... der er sgu ikke noget at sige til at vores bedsteforældre nogle gange besidder en ret stivnakket og kontrær holdning, hvis de har haft en tilsvarende skolegang. Du godeste, at folk kom nogenlunde uskadte gennem sådan et forløb er da utroligt.

Tænk at man kunne behandle børn på den måde, og her tænker jeg sgu også på forældrene!

Og det er faktisk hvad jeg har at sige om denne bog.



fredag den 16. juli 2010

Tid til at elske - Lilli Palmer

Jeg havde faktisk læst denne, men glemte alt om det igen. Og af en eller anden årsag havde jeg faktisk stillet den tilbage i reolen, i stedet for at smide den ud.

Bogen er faktisk ret irriterende. Historien starter i 1922 efter den 1. verdenskrig, og handler om Sophie, barn af en distanceret tysk forretningsmand og en tyrkisk kvinde, som han har hentet hjem.
Der er ingen kærlighed i hjemmet, og parret bliver da også snart skilt. Derefter følger vi Sophie i opvæksten. Hendes første romantiske erfaringer sker med hendes stedmor, og derpå går det slag i slag med dårlige valg i mænd. Sophie er vist også afhængig af afhængigheder. Først morfin, så cigaretter og til sidst bridge.

Jeg synes det er en trist historie, og det er ikke en jeg gider læse igen.

Så denne gang MÅ den altså ud til genbrug.



torsdag den 15. juli 2010

Livets Barske Lektie - Helene Th Svolgart

Det her er en science fiction roman, og bare ved dét ord, begynder de små hår i nakken at stritte på mig. Normalt kan jeg ikke lide genren, der er for meget lal og miljøbeskrivelse i forhold til de menneskelige relationer, og det er jo trods alt dem, vi er interesserede i som læser.

Men den serie, som Helene er i gang med her ... den holder altså. Både LBL 1 og LBL 2 fokuserer på det menneskelige, relationerne, følelserne såsom tillid, had, hævn, tro og ... you name it.

Og det er det, der gør den god. Selvfølgelig også at Helene har skabt et sindssygt stort univers, hvor der kan puttes mange flere historier ind, hvis hun vil.

Jeg glæder mig til at læse 3'eren, Helene. :-)



tirsdag den 13. juli 2010

Barden Beedles eventyr - JK Rowling

Det her er en hyggelig lille bog. Det er morsomt at genindtræde i de universer som Rowling skabte med sine Harry Potter bøger, og jeg kunne da næsten også høre Dumbledore klukke fornøjet ved skrivningen af sine noter i bogen.

Rowling balancerer her på kanten af fiktion/virkelighed, og det er nok det, der gør det hele så fascinerende.

Det bliver spændende at se hvad hun vil kaste sig over nu. Jeg tror nok jeg ville udgive noget under pseudonym, hvis det var mig. ;-)



mandag den 12. juli 2010

Den amerikanske sømand - Karsten Lund

Det her var også en af de bøger, der stod i en af mine flyttekasser med påskriften "Ulæste bøger".

Den har en ret kedelig forside, så jeg har haft den i hænderne flere gange, men så lagt den væk til fordel for noget andet.

Men jeg har faktisk været ret betaget af den, så det var en positiv overraskelse. Det er en roman om en slægt i Skagen, og ud over det interessante i at se Skagens historie oprullet på en godt fortalt måde, så er der selvfølgelig en grum hemmelighed i familien, som bliver afsløret i sidste ende. En som man ganske vist har gættet på et meget tidligt tidspunkt, men det gør faktisk ikke noget.

Generelt har jeg heller ikke noget imod at kunne gætte slutningen, når bare jeg føler mig godt underholdt, og det har jeg gjort i denne.

Jeg tror jeg skal have tjekket hans andre bøger ud. Han skriver i hvert fald rigtig godt.